Nyhed

Ny Supplerende arbejdsmiljøuddannelse

Ved overenskomstforhandlingerne i 2023 blev det besluttet, at Byggeriets Arbejdsmiljøbus skulle undersøge muligheden for at kunne tilbyde en supplerende arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af AMO i bygge- og anlægsbranchen.

Det betyder, at Bam-bus i andet halvår af 2025 afholder et pilotprojekt, hvor der udbydes fem kursusdage med supplerende arbejdsmiljøuddannelse. Der bliver afholdt en kursusdag i hver region rundt om i landet, og dermed fem dage i alt.

Kursusdagene bliver afholdt på erhvervsskoler i Odense, Næstved, Ålborg, Århus og hovedstadsområdet, og der vil være mulighed for at tilmelde sig via www.bam-bus.dk senere. Har du allerede nu interesse i at deltage, eller vil du høre mere, så kontakt sekretariatsleder Lars Olsen på lo@bam-bus.dk.

Det arbejdsmiljøfaglige emne på kursusdagen er gode måder at håndtere asbest på tage. Så der vil både være fokus på sikkerhed ved arbejde på tage samt sikker håndtering af asbest. Det er emner, som konsulenterne i Bam-bus får mange spørgsmål, og som er relevante for mange virksomheder og medarbejdere.

Udgangspunktet er, at der kan tilmeldes max. fem AMO-medlemmer på hver kursusdag. Har I flere relevante deltagere, eller er I en mindre virksomhed, hvor der ikke er krav til AMO, så er I velkomne til at kontakte sekretariatet for at høre om mulighederne for at deltage alligevel.

Den supplerende arbejdsmiljøuddannelse er for virksomheder omfattet af overenskomsten DIO3, og er gratis.

Der vil dog opkræves et no-show gebyr for tilmeldte, der ikke møder op, og ikke har meldt rettidigt afbud.

Vi er en mobil konsulenttjeneste, der formidler god arbejdsmiljøpraksis til byggepladser og byggevirksomheder i landet.

Kontakt os